Det melodramatiske indlæg

Sad lige og læste et gammelt indlæg, jeg skrev for ca. to år siden på en blog. Det omhandler, hvad man kan blive kendt for i dag og er til dels præget af harme og forargelse. Det er skrevet i et 'følelsens øjeblik' og bærer bestemt også præg af det ;)

Men det gav mig lyst til at skrive.

Jeg har i noget tid gået og tænkt over Facebook 'konceptet'.

Jeg har selv en profil derinde og synes egentlig også, at det er helt fint og ok med FB og hvad der dertil hører, men det er bare blevet lidt for meget, på en eller anden måde.
For overfladisk. For 'let'.

 

Jeg synes FB er et fint forum til at komme i kontakt med gamle venner og bekendte, opdatere nuværende venner om sin hverdag og følge med i deres, hvis det lyster. Måske 'støtte' nogle forskellige sager og engang i mellem komme med en given statusopdatering, humoristisk note eller en rar kommentar til en god ven. Alt i alt - relativ let kommunikation.

Men så stopper den også der.
 

Jeg er en smule træt af, at se indlæg der indeholder 'Hold KÆFT den STORE IDIOT! Nej hvor er jeg gal!' eller 'Ja, man troede så man kendte en person, men det gjorde man så ikke! Utroligt som man kan blive skuffet!' Jeg har meget svært ved at kapere det dér melodramatiske plastik-opmærksomheds-følsomme bladder!

Ok, fint nok at være stjerne-psyko-sur på en person eller føle sig forrådt af en, man troede var en ven - det er ok at komme ud med sine følelser! Og forstår da godt følelsen i, at ville dele det med nogen! Dele det med et forum...eller...?!

For fanden, hvorfor skriver du ikke til en kammerat, en veninde eller i hvertfald en af de venner, der IKKE skuffede dig?

SKAL det absolut være så selvhøjtideligt og dramatisk, netop fordi det kan deles med 287 af dine nærmeste bekendte?? Hvorfor? Hvor er resten af sætningen? Den efterlader direkte anledning til spørgsmål og ikke mindst opmærksomhed fra læseren.
Men det var vel også meningen?

Det eneste jeg ser, er en der står og vifter med et rødt flag og ikke logger af før, der i det mindste bare er kommet én ENKELT kommentar: 'Hvem er du sur på, søde?' 'Eeej den kender jeg godt, føler med dig søde' blah blah blah....
 

Jeg ser profiler, der smider den ene alvorlige, små-selvhøjtidelige følsomme kommentar / billedebesked op efter den anden og nå ja, fred være med det, men det kan måske godt blive en smule trivielt i længden.

Er det blevet in, at være eftertænksom? Er det blevet cool, at smide gentagne påtaget-følsomseftertænksomme statusopdateringer op? Er det blevet in at være så åbenlyst opmærksomhedssøgende?

 

Jeg kender en del eftertænksomme mennesker og er selv både tænksom og eftertænksom, men hverken jeg eller de har squ da brug for at smide det på FB hver gang, hvis overhovedet.

Nej, jeg skal ikke sidde og spille hellig - jeg har da også brug for, at dele mine tanker, hvilket jeg også gør...det var bl.a. derfor jeg oprettede en blog. Mine venner og min nærmeste familie må ligge ører til mine tanker, brokkerier og evindelige tankestrømme og hvis ikke dem, så skriver jeg en mail, jeg aldrig får sendt, et digt, der bliver gemt i en skuffe eller et par sider i en notesbog eller et Word dokument. Hvorfor f..... skulle jeg dele hele mit følelsesregister med de 63 venner, jeg har på FB? 

 

Jeg siger ikke FB bare skal være superhumoristisk. Heller ikke, at det bare skal være lette ting og røde roser. Selvfølgelig er det helt ok, at dele sin mening og det er også helt ok, at være følsom. Det er helt ok, at der faktisk er en del ting der får en masse 'like's og dermed muligvis fører til noget positivt, netop fordi, det er en del af den 'direkte' befolkning, der har været med til at komme med sit besyv i en given sag. Thumbs up til det!

 

Men melodramatikken forstår jeg ikke. Den er for åbenlys. For direkte og uraffineret. Og lige præcis ved den, er der intet eftertænksomt.

 

Måske er det bare mig, der er gammeldags. Måske skulle jeg bare udgyde min mening. Måske var det bare et melodramatisk, små-selvhøjtideligt, plast-ufølsomt indlæg ;)